Fra systemudvikler til app-ekspert

Interview med Uffe Koch.

Opgaverne står i kø for app-eksperten Uffe Koch, som i dag hjælper virksomheder med at blive synlige verden over med den helt rigtige mobile app. Uffe Koch vurderer, at udviklingen af de små programmer i mange tilfælde passer perfekt til en konsulent med udviklerbaggrund.

I de gode, gamle dage – dvs. for blot en håndfuld år siden – gik stort set alle mobiltelefoner til de evige silicium-marker med præcis de samme programmer, som da de i sin tid forlod fabrikken. Primært fordi det var så bøvlet for brugerne at installere ny software på telefonerne, at stort set ingen gjorde det. Men det vendte Apple op og ned på med lanceringen af deres første iPhone i 2007.

Blot fire år senere er mobiltelefonen i den industrialiserede verden blevet synonym med en touchscreen-udstyret smartphone med et gigantisk udvalg af apps til ethvert tænkeligt formål. I skrivende stund er der f.eks. mere end 500.000 apps til iOS, over 300.000 til Android og knap 40.000 til Windows Phone.

– Der er opstået nye muligheder og markeder på meget kort tid. Derfor er det ikke så mystisk, at mange udviklere øjner guld, konstaterer app-eksperten Uffe Koch, der har udviklet iPhone-apps til bl.a. DR, Vestas, Fakta og Totalkredit.

– Men det er også sundt at huske, at for hver succes af Angry Birds-kaliber er der tusindvis af apps, der dør i stilhed. For nok er der millioner af potentielle kunder derude. Men de har også rigtig mange andre apps end netop din at vælge imellem – og deres tålmodighed er meget, meget kort. Selv hvis de henter en app ned, så ryger den lynhurtigt ud igen, hvis brugervenligheden og funktionaliteten ikke lever op til forventningerne. Samtidig er man i de fleste tilfælde nødt til at lave traditionel markedsføring for virkelig at få app’en ud over rampen, forklarer han.

Apps er perfekte konsulentopgaver

Uffe Koch har mange års erfaring fra mobilbranchen, hvor han udviklede indlejret mobilsoftware for Motorola og underleverandører. I perioder arbejder han også på konsulentbasis – bl.a. for ProData Consult – og vurderer, at app-branchen er meget velegnet til udviklere.  

– Ofte er arbejdet strengt afgrænset, foregår i små teams og giver en høj grad af selvstændighed. Samtidig bliver det stadig mere udbredt, at ikke bare de helt store selskaber i C20, men også mellemstore eller endda helt små virksomheder får en app. Så der er ganske afgjort basis for – og opgaver til – flere konsulenter, der specialiserer sig i udvikling af apps, vurderer Uffe Koch.

– Nu kan jeg selvfølgelig kun tale ud fra egne erfaringer. Men da først vi havde lavet de første par apps, begyndte det praktisk taget at vælte ind med kunder, der skulle have forskellige løsninger til smartphones. Så efterspørgslen er i høj grad til stede, og den er bestemt ikke blevet mindre i mellemtiden, siger Uffe Koch.

Fra ren marketing til reel pengemaskine

Han understreger dog, at det ikke er nok ’blot’ at være til stede på den nye platform. Brugerne stiller ekstremt store krav til applikationerne. De skal både være nemme at anvende og tilbyde brugeren en blivende værdi.

Et godt eksempel er ifølge Uffe Koch app’en PolyTune  som blev lavet for TC Electronic; en lille dansk producent af bl.a. guitarpedaler og andet udstyr til professionelle musikere.

– De havde lavet en algoritme, der gør det muligt at stemme alle strenge på en guitar samtidig. Den overførte vi til iPhone og lagde det på Apples App Store til 30 kroner – og det blev en succes praktisk taget verden over. For selv om PolyTune oprindelig var tænkt som en app, der ’blot’ skulle profilere TC Electronic, så tilbød den også en reelt anvendelig funktionalitet, man ikke kunne få andre steder, forklarer Uffe Koch.

– Som de lidt forbløffede konstaterede hos TC Electronic, så var det første gang, at et marketingtiltag gav overskud i sig selv. Samtidig krydsprofilerer virksomhedens fysiske produkter og app-satsning hinanden, tilføjer Uffe Koch.

Vestas fik kitesurferne i tale

Tilsvarende bad Vestas om en vejr-app, der trak vinddata direkte fra vindproducentens ekstremt detaljerede og præcise vejrmodeller, der anvendes til at beregne møllernes strømproduktion og vælge optimale placeringer af vindmølleparker. Men informationerne kunne også anvendes i helt andre sammenhænge.

– Resultatet blev den gratis app ’Vestas Weather’. Her er “krogen”, at Vestas giver brugeren indsigt i vejrdata, man alligevel har til rådighed, samtidig med at virksomheden profileres i en helt igennem relevant sammenhæng. Det er en nærmest optimal vekselvirkning og et godt eksempel på, hvordan et app-koncept kan skrues sammen, så det giver mening. Samtidig nåede Vestas uventet helt nye målgrupper. Blandt andet kitesurfere, der blev rigtig glade for en alarmfunktion i app’en, der gjorde det lettere for dem at opsøge de perfekte vindforhold, siger Uffe Koch.

Vigtigt at kunderne ikke låser sig lynhurtigt fast

Omvendt har Uffe Koch også eksempler på virksomheder, der ankommer til første møde med ultradetaljerede oplæg. I enkelte tilfælde har han endda modtaget en Flash-fil, der beskriver virksomhedens app-ønsker ned til allermindste animerede detalje. 

– Man skal bare huske, at det, der ser rigtig godt ud på tavlen til marketingafdelingens strategimøde eller i en præsentation, måske ikke i realiteten fungerer optimalt på en telefon med en lille skærm. Nogle gange glemmer man i sin iver efter at komme ud over stepperne at tage stilling til, om brugeren får en langtidsholdbar oplevelse ud af at hente og anvende app’en. Og når virksomheden allerede har lagt en masse kræfter i at udvikle idé og præsentation, er man typisk også mere tilbageholdende med at tage mod kontraidéer, siger Uffe Koch.

– Derfor råder jeg altid kunderne til at holde sindet åbent og ikke lægge sig alt for fast på et koncept, før vi har haft lejlighed til at tale nærmere om opgaven og målet for app’en, understreger han.

– De sjoveste opgaver er nok dem, hvor vi får et oplæg på tre linjer og så ellers kan gå i gang med at idéudvikle i fællesskab med kunden på baggrund af vores erfaring for, hvad der fungerer – og hvad der ikke fungerer i app-sammenhæng. Det er typisk de forløb, der giver langt de bedste resultater.

Apps lukker igen mennesker ind i softwaredriften

Uffe Koch forklarer, at app-udviklingen har gennemgået en mindre revolution i takt med, at man de seneste 2-3 år har høstet erfaringer for, hvad der fungerer i de små formater. Du kan læse mere om de mest grundlæggende anbefalinger i artiklen ”De ti app-bud". 

Men selv om han er stensikker på, at app’en som produkt har en lysende fremtid foran sig, så erkender han også, at selv eksperter udi genren har mere end svært ved at gennemskue, hvordan markedet ser ud om blot et år. Samtidig er en række nye tendenser ved at gøre sig gældende. For hvor softwareudvikling i mange år har arbejdet med at eliminere den menneskelige faktor, går nogle af tidens virkelig nyskabende apps den stik modsatte vej. 

– Tag for eksempel app’en ’Meal Snap – Calorie Counting Magic’. Her tager du et billede af dit måltid, og kort tid efter får du det estimerede kalorieindhold retur. App’en er koblet op til Amazons crowdsourcing-tjeneste, Mechanical Turk. Her kan almindelige mennesker byde ind med løsninger på helt enkle opgaver, som en computer ikke kan løse. Som f.eks. her at udregne kalorieindhold. Og det fungerer faktisk ret godt, siger Uffe Koch.

Han vurderer, at fremtiden vil byde på mange, mange flere apps af samme slags – og også på apps, der kobler virkelige specialister sammen med brugerne. 

– Der skal jo ikke meget fantasi til at forestille sig en tjeneste, hvor du tager et billede af et modermærke og derefter får fem forskellige hudlægers bud på, om du skal være bekymret eller ej. Eller hvad med en app, hvor du sender en defekt kodestump ud i skyen og beder en hardcore-specialist i det pågældende sprog om at finde fejlen og rette den? Det er reelt kun fantasien, der sætter grænser.

”Magtbalancen forskyder sig hele tiden”

En anden faktor, der kan ændre på app-udviklernes arbejdsforhold, er at magtbalancen mellem de store aktører – pt. primært Google Android og Apple iOS – hele tiden forskubber sig. Men også fordi nye aktører er på vej, bl.a. Microsofts Windows Phone, der endnu ikke rigtig har fundet sine ben, men på den anden side har potentialet til at blive rigtig stor, hvis softwaregigantens alliance med Nokia for alvor får luft under vingerne. Dertil kommer fremkomsten af nye enheder. Her er iPad et rigtig godt eksempel, mener Uffe Koch.

– I sin tid havde mange ganske vist en fornemmelse af, at Apple var på vej med en tavle-pc. Men dem havde man jo set mange af i årenes løb, og det var aldrig rigtig slået igennem. Derfor havde ingen regnet med, at den blev så stor en succes, som den blev – og at den kom til at forandre så meget, som den gjorde, siger han.

– Så det eneste, der er sikkert,  er at vi som app-udviklere vil være der, hvor kunderne også er. Og lige nu er iOS – for vores vedkommende – ganske enkelt det mest interessante ud fra en benhård kalkule af markedets størrelse contra investering i tid og ressourcer, siger Uffe Koch.

Han forklarer, at hvor man med iOS har en konsistent hardwareplatform at arbejde ud fra, så skal Android-udviklerne tage hensyn til forskellige hardwarekonfigurationer, skærmstørrelser, platformversioner og meget andet. 

– Det gør alt andet lige udviklingen mere tidskrævende og kostbar. Men igen; skulle der opstå en ny situation eller komme nye store spillere på markedet, så forholder vi os selvfølgelig bare til det og følger med, siger Uffe Koch.

INtf?

KonsulentNyt nr. 27, 2011: