Vi har en stadig større portefølje af store, interessante og udfordrende projekter hos vores kunder.
En af opgaverne, som er blevet til temaet i dette nummer af KonsulentNyt, er Sundhedsplatformen - landets største IT-sundhedsprojekt. Det historiske projekt koster 2,8 milliarder kroner og har til formål at ensarte behandlingen af patienter på tværs af Region Hovedstaden og Region Sjælland. Når det nye system kører, vil det blive et redskab for 44.000 ansatte i sundhedssektoren, mens det vil løfte behandlingen af 2,5 millioner borgere.
ProData Consult har haft mange forskellige konsulenter på projektet i dets levetid, og har lige nu fire konsulenter som henholdsvis programchef, delprogramchef og projektledere hos Region Sjælland. Vi har talt med dem om deres erfaringer med det store IT-projekt – og har også fået en snak med IT-udviklingschef Henning Trier, der har kommandoposten for Sundhedsplatformen hos Region Sjælland. Han fortæller om udfordringerne med at få sine egne folk op i gear, og at der faktisk er én faldgrube, som han er træt af at mange konsulenter falder i. Men det kan du læse mere om i artiklen på side 8.
Denne udgave af KonsulentNyt bliver den sidste i PDF-form, da vi er ved at lægge sidste hånd på en opdatering af konsulenter.dk, hvor alle artikler fremover vil blive lagt ud, efterhånden som de bliver skrevet. Det nye og forbedrede website vil også indeholde en mængde nye features, bl.a. et jobfilter, der gør det lettere at finde netop de opgaver, der matcher dig. Det nye konsulent website går i luften i starten af november.
Efter en relativt rolig sommer har vi igen dejlig travlt: Vi sender flere forretnings- og IT-konsulenter ud til kunderne end nogensinde før. Med mere end 250 forskellige aktive ProData-slutkunder i seks forskellige lande, der har brug for en bred vifte af kompetencer indenfor alle teknologiområder, er vi nok et af det bedste IT-konsulenthus at være tilknyttet, hvis man søger spændende og udfordrende opgaver.
Alt tyder på, at de positive takter i konsulentbranchen fortsætter.
Søren Rode
CEO