Hvilke IT-trends snupper spotlyset i 2016? KonsulentNyt har mødt Innovation Lab-direktør Mads Thimmer til en snak om alt fra gigantiske virtuelle konferencer og internet i Indien til IT-konsulenters fremtid.
Innovation Lab, der har Samsung, Vestas og LEGO blandt sine kunder, er eksperter i at opfange og formidle fremtidens teknologi. De ved, hvilke teknologier der er på vej, hvordan de kan anvendes, og hvem der er længst med hvad. Den viden bliver til rådgivning for kunder, der tæller alt fra små iværksættere til internationale virksomheder og ministerier. Her deler direktøren og medstifteren af Innovation Lab sine tanker om, hvilke områder man skal holde ekstra øje med i 2016.
Virtuelt seminar med to mio. deltagere
Der er ikke blevet talt i mange minutter, før virtual reality bliver nævnt. Det er ikke første gang, at Mads Thimmer bringer VR på banen som en af årets stjerner, men han ser nogle overvældende perspektiver i teknologien – bl.a. inspireret af overbevisende lærings- og spilmiljøer, som Facebook er ved at etablere, og hans deltagelse i VR-konferencer:
”Du er til stede i et rum, hvor du kan se, hvem din sidemand er, se taleren og folks håndbevægelser. Det er en helt anden mødefacilitet, end at skulle glo på en skærm, hvilket ikke giver meget mere end en almindelig telefonsamtale. Undervisning er allerede ved at overgå til en virtual reality-struktur: du kan invitere to mio. deltagere til den samme fremvisning – de tager bare deres goggles på.”
Maskiner træner sig selv
En anden trend, Mads Thimmer fremhæver er machine learning, hvor der vil ske store fremskridt i forhold til, hvordan teknologier bliver i stand til at lære af os. I stedet for konstant at levere input, vil maskiner kunne træne sig selv til at blive bedre. Der vil også ske fremskridt inden for artificial intelligence, som minder om machine learning, men som går på at indbygge en logik i et system, så det bliver mere menneskeligt. Virksomheder som Apple og Google har skabt digitale butlere, der er baseret på teknologi og kan klare en begrænset vifte af opgaver. Facebook lancerede i 2015 ’M’, der er en virtuel assistent drevet af kunstig intelligens, men som også har et team af medarbejdere, der sørger for at alle anmodninger håndteres. Og flere virksomheder vil forsøge at skabe digitale hjælpere.
”Og det i en grad, hvor jeg tror, at der kommer et breakthrough i år: Vi vil opleve at blive betjent af AI-systemer uden at vide det. Det kan virke skræmmende, at vi kan have en berigende samtale med et stykke software, men det er bare et logisk system, der er sat op på en måde, så det kan decifrere vores emotionelle system og reagere i forhold til det. Det er en måde, at gøre omgivelserne lettere og mere tilgængelige på,” siger Mads Thimmer.

Alle kan kode
Har du specialiseret dig i at lave apps, skal du måske tilegne dig andre kompetencer inden længe. Nogle af Mads Thimmers venner fra Google starter et nyt mobilbaseret foretagende i New York, og de ser ud til at være i mål med en måde at kode på, hvor man selv kan skabe apps til smartphones uden at have det mindste kendskab til kodning.
”Softwaren arrangerer sig i baggrunden, og en intuitiv brugergrænseflade gør dig i stand til at bygge de ting, du ønsker. Det, der var teknikerens redskaber, bliver dine. Du designer selv, hvordan omgivelserne skal respondere. Den demokratisering af teknologi bliver tydeligere, efterhånden som endnu flere muligheder viser sig det kommende års tid,” siger Mads Thimmer.
Verdens afkroge følger med
Innovation Labs direktør og også meget optaget af udviklingen i lande uden for Europa. Virksomheden er ved at starte et kontor op i Indien, hvor der er kommet ekstra blus på internetforbindelser i kølvandet på Google Loon, et ballonbaseret projekt, der skal give verdens fattigste områder adgang til internet.
”Der er altså afkroge af verden, som vi ikke normalt retter blikket mod, som begynder at være med og måske kan gøre sig gældende på deres egen facon,” fortæller Mads Thimmer, der netop er vendt hjem efter en tur til Indien.
I 2050 vil Europas befolkning udgøre under 5 procent af verdens befolkning, hvilket er et drastisk fald fra de 14 procent, vi udgør i dag. Samtidig vil landene omkring os opleve en fremgang i levestandard, som ifølge Mads Thimmer er med til at drive en helt ny og spændende udvikling. Et land som Indien, der aldrig rigtig fik fastnettet til at fungere, er foran os i forhold til mobil infrastruktur og fx langt bedre til mobile betalingsløsninger og mobile banking.
Maskinrummet eller kommandobroen
For IT-konsulenter tegner udviklingen ifølge Mads Thimmer en skillevej, hvor man skal vælge, om man vil ind i maskinrummet eller op på kommandobroen. Fokus på henholdsvis strategi og det tekniske bliver i endnu højere grad et konkurrence- og effektiviseringsparameter, efterhånden som virksomheder indser, at digitalisering ikke bare handler om at outsource nogle servere.
”Et eksempel er de ressourcer, der kastes væk i det offentlige – ikke fordi, der er tale om dårlig teknologi, men fordi organiseringen er dårligt udtænkt. Vil man have succes, må man se meget mere på de omstændigheder, der ligger omkring teknologierne, og de menneskelige faktorer, der omgiver teknologien,” forklarer Mads Thimmer.
Det er tilfældet for webbureauet, der er nabo til Innovation Lab. De har fået konkurrenter i form af rene stykker software: AI-baserede formularer, hvor man giver en algoritme lov til at sniffe rundt på sin computer, vise den nogle af de ting, man vil have på sit website – hvorefter den producerer et website på få minutter. Webbureau-folkene må altså blive eksperter i at betjene mennesker, hvis de skal overleve.
Freelanceøkonomi buldrer frem
På trods af udfordringerne går IT-konsulenter en lys fremtid i møde. Freelanceøkonomien buldrer frem: I dag arbejder 25 % af europæerne freelance, mens tallet er 30 % i USA – og det tal vil stige, mener Mads Thimmer:
”Det vil være en styrke at være lille eller sig selv. Mange arbejdsgivere er dødtrætte af at skulle tackle administration og faste omkostninger ved mange ansatte – det skaber inerti, krav om bureaukrati, HR-afdelinger og mange andre fordyrende led, der gør virksomheden mindre konkurrencedygtig. Så hellere freelancere, der kan finde ud af at orkestrere sig selv.”
Forskellige digitale platforme understøtter allerede nu den tilgang, fx OpWork og Hourly Nerd, hvor du kan løse en enkelt opgave eller I kan gå flere sammen. Platformene er en god måde at blive attraktiv på, via gensidige ratingsystemer som vi kender dem fra Uber og Airbnb. Mads Thimmer siger:
”Platformene synliggør dine kompetencer, uden at du behøver at være verdensmester i markedsføring – du skal bare være god til det, du gør.”
Innovation Lab er et internationalt videncenter for digitale trends og ny teknologi, der gennem et årti har opbygget et stort internationalt netværk inden for forskning, produktudvikling og iværksætteri. Netværket giver overblik over, hvilke teknologier der er på vej, hvad de kan bruges til, og hvem der er længst med hvad – samt et indblik i, hvad der vil røre sig fremover.
Undekredsen tæller bl.a. Samsung, Vestas, LEGO, B&O, Oticon og AP Møller Mærsk.

Blå bog
Navn: Mads Thimmer
Alder: 41
Titel: Direktør og medstifter af Innovation Lab
Uddannelse: Uddannet, Cand.phil. i litteraturhistorie og har forsket ved University of Cambridge.