Jacob Tjørnholm, partner og CTO i GoMore, blev Årets Udviklingshelt 2015. Her fortæller han om GoMores udviklingsafdeling, en ny hobby ved navn Clojure, og hvordan en bog hjælper ham til at ansætte de rette folk.
Jacob Tjørnholm er udvikler til fingerspidserne. Han er blevet hyldet som Årets Udviklingshelt til Nordic Startup Awards 2015, fordi hans tekniske færdigheder har løftet GoMore til en top position inden for bruger-til-bruger biludlejninger.
I flere år skrev Jacob Tjørnholm al kode til virksomheden og var den, der vidste mest om softwaren, men som CTO sender han de sjove opgaver videre til sit udviklingsteam – og koder nu kun i sin fritid.
”Jeg savner den kreative proces, så for mig er det at kode blevet en hobby. Det er lidt spøjst, men nu kan jeg fx se på Clojure, når jeg har fri, hvor det hele før var Ruby, som GoMoress software er programmeret i”, fortæller Jacob Tjørnholm.
Asynkron og distribueret udviklingsafdeling
GoMores 11 udviklere er spredt over hele landet og arbejder asynkront. Dem, der kan, mødes til frokost en gang om ugen i Aarhus, hvilket som regel er mellem tre og otte mand. Derudover mødes hele udviklingsteamet til Team Day to gange om året – en dag med fagligt og socialt indhold. Udviklerne bidrager med hobbyprojekter og emner, de finder interessante, mens Jacob Tjørnholm også medbringer faglige udfordringer:
”Sidst talte vi om værktøjer til opgavestyring: Vi diskuterede, hvordan vi skulle anvende Github Issues og lagde os helt fast på, hvordan samarbejdet skulle køre i den kommende periode. Det gav os mulighed for at gå hver til sit og samarbejde effektivt online.”
Hele strategien omkring et distribueret og asynkront team afhænger af, at udviklerne kan arbejde selvstændigt. Og det kan de kun, hvis opgaverne er godt beskrevet, og de kender alle dele af systemet. En af Jacob Tjørnholms backend-udviklere har arbejdet fra Thailand i nogle uger. Når han mødte på arbejde, var der ikke andre online, så det var vigtigt, at han kunne navigere i koden på egen hånd.
Foretrækker open source
De fleste af GoMores teknologier, valgte Jacob Tjørnholm, mens han stadig var den eneste udvikler på projektet. I dag, når teamet skal introducere noget nyt, har alle udviklere været med til at vende fordele og ulemper.
”Vi har ikke formaliserede krav til teknologi, men vi foretrækker klart open source, da det giver os mulighed for at se, hvad der foregår og finde eventuelle fejl. Hele vores server stack kører udelukkende på open source”, fortæller Jacob Tjørnholm.
Hackers and Painters
Rollen som CTO har været en udfordring for Jacob Tjørnholm, fordi han havde meget begrænset erfaring med ledelse, men han har blandt andet fundet inspiration i Poul Grahams bog Hackers and Painters fra 2004. Den fik ham til at indse, hvor stor forskel der kan være på mindre dygtige og dygtige udviklere. En indsigt han bruger helt konkret i ansættelser.
”Det er en nødvendighed at tjekke, om nye folk kan producere god kode, for en ansættelse er en kæmpe beslutning – specielt i så lille et team som vores”, siger Jacob Tjørnholm, der ikke har krav til uddannelse og kun minimale krav til tidligere erfaring – men de folk han ansætter, skal hurtigt kunne sætte sig ind i nye teknologier.
Fx har iPhone og Android app-udviklingen haltet lidt bagefter, da der har været for mange Rails- og backenduviklere i teamet. Men en Rails-udvikler sagde ja til at lave Android og en anden tog iOS.
”Det viser bare, at jeg har fundet de rigtige mennesker. De kan skifte spor og lave mobiludvikling i en periode, fordi de har nysgerrigheden og evnerne til at sætte sig ind i nye ting i en fart. Det gør mig stolt af teamet”, siger Jacob Tjørnholm.
Langsom skalering – indtil videre uden konsulenter
Skalering af udviklingsafdelingen i GoMore foregår så langsomt som muligt, og Jacob Tjørnholm investerer meget tid og omhu i at finde de dygtigste udviklere. For som han siger:
”Jeg har mange gange i min karriere set, hvordan et lille team af meget dygtige udviklere performer langt, langt bedre end et stort team af middelmådige eller umotiverede udviklere.”
Indtil videre har virksomheden enten fastansat udviklere eller, hvis de ønskede det, haft folk på freelancevilkår. Det vigtigste for Jacob Tjørnholm er, at udviklerne er engagerede og arbejder for GoMore, frem for at de har en kunde, der hedder GoMore. Han har endnu ikke brugt IT-konsulenter, men mener at den model sagtens kunne fungere.

Plads til at tænke selv
GoMores CTO er meget bevidst om udfordre sit team. Når han definerer en opgave, sørger han altid for rum til kreativitet i beskrivelsen:
”Der skal være plads til at tænke selv. Hvis jeg har en meget konkret idé til, hvordan en feature kan implementeres, holder jeg den tilbage og lader udviklerne komme med deres bud. Omvendt skal opgaverne ikke være så ukonkrete, at der kan være tvivl om, hvad målet er. Det kan være en svær balance at ramme.”
En anden faktor er, at teamet får mulighed for at lære om teknologier, de ikke kendte i forvejen, fx AWS, Elasticsearch eller Prometheus. Jacob Tjørnholm siger:
”Som jeg ser det, er det enormt motiverende at kunne arbejde så selvstændigt og fleksibelt, som vi gør, samtidig med at man forstår alle dele af vores system.”
Clojure som hobby
Når Jacob Tjørnholm ikke uddelegerer og administrerer, er han meget optaget af Clojure. Lige nu er det en hobby, men han satser på at kunne anvende det funktionelle programmeringssprog i GoMore i fremtiden. Han fortæller:
”GoMore er i dag en stor server app, der ikke er opdelt i services, men hvis vi en dag går over til en arkitektur, hvor flere ting er splittet op i separate services, kan nogen af dem snildt blive skrevet i Clojure – hvis det er et bedre match til den separate service.”
Clojure er ifølge Jacob Tjørnholm det bedste bud på et moderne funktionelt programmeringssprog. Det geniale ved sproget er, at data er i fokus frem for objekter:
”Jeg er fascineret, fordi sproget er så forskelligt fra alt, hvad jeg hidtil har arbejdet med. Den helt store killer app for Clojure er, at moderne processorer ikke bliver hurtigere, der kommer bare flere af dem. Her er Clojure fantastisk, fordi sproget gør det enkelt at parallelisere databehandling. Det er bare en af grundene til, at jeg ser det blive kæmpe stort de kommende år”.
Hans fascination af sproget hænger også sammen med hjernen bag, Rich Hickey, som har holdt adskillige spændende oplæg – også om mere filosofiske ting.
”Jeg synes ofte, at tingene går lidt for stærkt, og mange kan ikke få det nyt eller smart nok. Der ligger Rich Hickey i den anden ende af skalaen. Han tager sig tid og overvejer for og imod, hvilket tiltaler mig”, siger Jacob Tjørnholm.
Henter inspiration i egen verden
Musik er en stor interesse, og afhængigt af, hvad Jacob Tjørnholm skal lave, vælger han musik der sætter ham i en bestemt stemning – hvilket kan være alt fra korværker af Brahms til Pantera. Men derudover træder udviklingshelten sjældent ud af programmeringsverdenen for at finde inspiration:
”Til den kreative proces, når jeg selv sidder og koder, får jeg inspiration i andre grene af teknikken, fx andre programmeringssprog, eller radikalt anderledes måder at gøre tingene på.”
Står han over for et svært problem, fylder Jacob Tjørnholm hovedet med input, ideer og hvad andre gør for at løse lignende problemstillinger – hvorefter han giver hjernen tid til at bearbejde stoffet.
”Det er værdifuldt at afsætte tid, bare en time ad gangen, hvor du kun tænker over et bestemt problem. Det betyder at sidde i en sofa og kigge ud i luften eller gå en tur. Her udnytter man virkelig fordelen i at arbejde hjemme. Du ved, at du ikke bliver forstyrret og kan fordybe dig, når du slukker for computeren.”
Årets udviklingshelt 2015
Jacob Tjørnholm vil til gengæld gerne forstyrres, når han er på café.
Inden udviklerne dukker op til den ugentlige frokost, denne gang på LYNfabrikken, Vestergade i Aarhus, hvor interviewet finder sted, kommer en IT-iværksætter hen og hilser på. De aftaler at mødes til kaffe ugen efter. Titlen som Årets Udviklingshelt 2015 vækker folks nysgerrighed og mange har spurgt ind til Jacob Tjørnholms arbejde. Han fortæller:
”Jeg fandt ud af, at jeg var nomineret, da jeg kunne se listen over folk, man kunne stemme på”, griner han og fortsætter: ”Jeg er stolt af det, jeg har lavet for GoMore, men jeg forventede ikke, at andre lagde mærke til det. Det var sjovt at være med, og det er en rar følelse at blive anerkendt for det, man laver.”
GoMore blev startet i 2005 og er en social liftservice, der matcher enlige bilister med passagerer, der søger et lift. Man kan også leje bil af private gennem ordningen.

Alder: 40
Baggrund: Uddannet datamatiker, Aarhus Købmandsskole i 1999
Titel: CTO hos GoMore og Årets udviklingshelt, Nordic Startup Awards 2015