Interview med Cecilia Bonefeld-Dahl, formand IT-Branchen.

ITB vil have Danmark i det globale IT-førersæde

Interview med Cecilia Bonefeld-Dahl, formand IT-Branchen

IT-Branchen kan både se oplagte muligheder og faldgruber for it-konsulenterne i Danmark i 2015. Her fortæller bestyrelsesformanden, hvor man skal sætte ind, og hvilke projekter der kommer til at dominere markedet.

Med ca. 300 medlemmer er IT-Branchen Danmarks største selvstændige brancheforening for it-og televirksomheder og dækker både de store og de små samt den globale aktør og den lokale start-up. Udover at arbejde på det politiske spor for bedre vilkår for den danske it-branche, har IT-Branchen også en god fornemmelse af, hvad der kommer til at røre sig på det danske marked i det nye år. KonsulentNyt bad derfor IT-Branchens formand, Cecilia Bonefeld-Dahl, om at bryde 2015 ned i overskrifter og samtidig komme med gode råd til den danske it-konsulentstand.

Kriselæring

Hvordan er den danske it-branche kommet ud på den anden side af kriseårene? Og ER vi overhovedet kommet ud på den anden side?
“It-branchen er én af de brancher, der har lidt mindst under krisen, fordi it altid er en del af løsningen, ikke problemet. Det er klart, at der har været en opbremsning i store projekter, og det mærker vi stadig. Men ellers tror jeg faktisk, at krisen har haft den positive effekt, at de store virksomheder har stoppet op og spurgt sig selv: Gør vi det her på den rigtige måde rent it-mæssigt? Får vi prioriteret det, der i virkeligheden er vigtigt for os, og som skaber værdi,?” indleder Cecilia Bonefeld-Dahl.

“En anden ting, vi har lært af krisen, er at satse mere på målrettet teknologi. Der stilles i stigende grad krav om, at it bare skal virke, og at løsningerne ikke skal tilpasses i årevis, men at de er klar til brug hurtigt. De store virksomheder var godt rustet til krisen og klar med effektive processer og systemer. Det stod i modsætning til de mindre danske virksomheder, som haltede meget bagefter teknologisk og var dårligt rustet til vækst i ind- og udland. Cloud har vist sig at være et kæmpe plus for SMV’erne, fordi cloud-løsninger ikke kræver så meget opstartskapital, og fordi de hurtigt er i drift. Cloud og for den sags skyld også app-teknologi er med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning, fordi det hjælper SMV’erne med at investere mere i nye løsninger. Det bliver der brug for, hvis de skal kunne følge med i den stigende internationalisering af markedet.”
Gode rammevilkår

Hvad har I fokus på rent politisk i 2015?

“Det er vigtigt, at man fra politisk side forstår at skabe gode rammevilkår for de danske teknologivirksomheder. Den typiske udfordring for dem er kapital, så de kan vokse ud af Europa med deres løsninger. Men de høje lønninger i Danmark bremser udviklingen. Politikerne kunne måske lave en opstartsordning for små virksomheder, som holder dem skattefri i et vist antal år, hvis de reinvesterer overskuddet i arbejdspladser og udvikling, så de får tid til at vinde markedsandele – også i udlandet,” siger Cecilia Bonefeld-Dahl.

“Vi har i dag et meget kreativt it-miljø i Danmark, men lønningerne betyder, at hver gang man ansætter to nye medarbejdere, udvander man sit eget overskud til at gå ud og reinvestere i sin virksomhed. Hvis man vil ud i Europa, skal man jo have noget kapital at gøre det for. Det er super ærgerligt, hvis vi ikke kan udnytte det vækstpotentiale i Danmark. Alternativet er, at virksomhederne bliver opkøbt eller flytter udviklingen til andre lande, og så mister vi alligevel indtægten. Gode rammevilkår er afgørende for en it-branche i vækst.”

Kulturelle forudsætninger for førerposition

Hvilke områder oplever den største udvikling i øjeblikket?
“Konsulentmarkedet er i opbrud. Store dele af konsulentbranchen har været vant til at levere en masse tekniske on premise-ydelser. En stor del af den forretning er i dag flyttet til Indien, eller også er den simpelthen bare forsvundet ud i den blå luft. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi er i stand til at skabe nogle mere forretningsorienterede konsulentprofiler. Det ville være et kæmpe plus for Danmark, hvis vi formåede at kombinere eksempelvis Handelsskolen med proces- og teknologividen.

For eksempel kunne man lære fremtidens forretningsfolk, hvordan man skaber bedre og helt nye måder at drive forretning på. Se bare på taxabranchen og de nye applikationer fra Über og danske Drivr. Hvis ikke vi finder på de nye forretningsmodeller her i landet, så gør de det bare andre steder.”

“Danmark har alle kulturelle forudsætninger for at blive rigtig skrappe til nogle af de supergode kombinationsuddannelser, hvor teknologisk viden er en del af uddannelsen. Vi har en lang historie som handelsnation, vi tænker agilt, er ikke alt for autoritetstro og udklækker generelt en masse kreative mennesker, der har taget lange uddannelser. Hvis vi formår at gribe den position, kan vi skabe nogle helt fantastisk dygtige rådgivere – både i Danmark og i udlandet,” siger Cecilia Bonefeld-Dahl.

Mangel på cyberpoliti

Hvilke typer af projekter kommer til at præge konsulenternes hverdag i 2015?
“Først og fremmest forretningsorienterede projekter modsat de mere teknisk orienterede projekter, som de har været vant til at arbejde på. Derudover er der stadig mange virksomheder og organisationer, der er ved at gå fra en on premise-strategi til en cloud-strategi, så den type opgaver vil der fortsat være mange af i 2015. Jeg tror også, at vi kommer til at se flere it-driftsoptimeringsprojekter. I og med at man eksempelvis flytter dele af sin it til Indien, kommer der et øget behov for at kigge sine serviceprocesser igennem. Jeg tror, at vi kommer til at se mange service management-ydelser blomstre op,” siger Cecilia Bonefeld-Dahl. “Derudover bliver it-sikkerhed også utroligt stort i 2015 og mange år frem. Det er gået op for virksomheder, politikere og offentlige institutioner, at data er guld. Anvendt på den rigtige måde kan man ved hjælp af data vide ting, man ikke anede, man kunne vide. Ud af det vokser et behov for at forholde sig til privacy-begrebet. Vi har simpelthen brug for nye referencerammer i cyberspace. Hvordan skal et cyberpoliti eksempelvis agere – og hvor? De kan jo ikke gå rundt på gaden og patruljere som i den virkelige verden.

Derfor skal vi opfinde en ny, agil og foranderlig lovgivning og have den implementeret i cyberspace. I den virkelige verden har vi lovgivet os ud af problematikker gennem mange, mange år. Men cyberverdenen er så ny, at vi slet ikke har indrettet os i den endnu. Der bliver et kæmpe behov for folk, der ved noget om it-sikkerhed,” slutter Cecilia Bonefeld-Dahl.


Et godt råd

“Hvis jeg skal komme med ét godt råd til de danske it-konsulenter, så er det: Løft blikket,” siger Cecilia Bonefeld-Dahl. “Lad være med kun at stirre på Danmark, men kig ud i verden og se, hvilke trends der dominerer markedet. Tænk fem år frem og begynd at opgradér dine kompetencer nu.”

INtf?

KonsulentNyt nr. 38, 2015: